Gudhjem Kirke

Gudhjem Kirke

 

Maler over Gudhjem

Et kig over Gudhjems røde tage

 

Børn ved Gråmyr

Børn ved Gråmyr

 

Hus i Gudhjem

Frodige Gudhjem

GUDHJEM
- KUNSTNERNES BY

Gudhjem - Melsted (850 indb.) er et fiskerleje med 3 små havne. Byen ligger ned ad klippesiden med maleriske huse og gadebilleder.

Øverst i Holkadalen ligger det spændende kunstgalleri Kaffeslottet. Bygningen opførtes i 1912 af en excentrisk kaffegrosserer, og selv om den blev bygget af nedrivningsmaterialer fra Københavns Hovedbanegård, minder den i dag, med sine brede trapper, balustre og løvehoveder, om et lille palæ.

Gennem hele dette århundrede har kunstnere og kunsthåndværkere haft tilknytning til Gudhjem, inspireret af det særlige lys, af bymiljøet og naturen.
Mest kendte er vel Oluf Høst og Niels Lergaard. Oluf Høsts tidligere atelie og bolig er i dag indrettet som et spændende museum. Gudhjem Museum
Gudhjem Museum viser hele sæsonen skiftende kunstudstillinger. Museet er sammen med bl.a. byens gallerier, Gudhjem Glasrøgeri på havnen, Baltic Sea Glass syd for byen og Bornholms Kunstmuseum ved Helligdommen med til at gøre Gudhjem-området til centrum for kunst og kunsthåndværk på Bornholm.

Bornholms Kunstmuseum
I ét af Bornholms smukkeste naturområder ved Helligdomsklipperne, ligger Bornholms Kunstmuseum, indviet i 1993.
Museet, der er tegnet af arkitekterne Johan Fogh og Per Følner, Lyngby, rummer ca. 3.000 kvadratmeter fordelt på 3 niveauer, således at bygningen følger terrænets fald mod kysten. Der er overalt anvendt gedigne materialer, mursten, granit, sandsten, træ og zink.
Langs den næsten sydlandske ''gade'' finder man de forskellige udstillingssale, auditorium, café og museumsbutik.
Igennem hele ''gaden'' risler den gamle helligdomskilde, som i middelalderen var kendt for sin helbredende kraft.

Melstedgård
Melstedgård er hele Bornholms landbrugsmuseum. Grå gæs på Melstedgård
Et museum, der fortæller om det bornholmske landbrugs udvikling, det være sig på marken, i staldene eller hos kvinderne i stuehuset.
Melstedgård er et levende landbrugsmuseum, hvor man både kan se, høre, lugte, røre ved og smage på historien. På Melstedgård kan man opleve de gamle, bornholmske dyreracer, bl.a. de grå gæs.

Et besøg værd
Gudhjem er et besøg værd.
Besøg Gudhjem Kirke, bygget af bornholmsk granit i 1893, som afløsning for det gamle Sct. annæ Kapel fra omkring 1300-tallet. Kapellets rester er også et besøg værd, idet der kan ses nogle interessante kalkmalerier. Kapellets sengotiske trefløjede altertavle blev restaureret i 1954, og kan nu ses i kirken.

Bokul siges at være Gudhjems vartegn. Herfra får man et fint indtryk af byen med de røde tage, og Christiansø, der ligger ude i horisonten. En lille skov med den smukke sø, Gråmyr, ligger lige i nærheden. En smuk vandretur under broen ned til byen er en ekstra oplevelse. Interessant er også den gamle jernbanestation - nu indrettet som Gudhjem Museum.

Mødestedet
I Gudhjem mødes alle. I denne vidunderlige by mødes alle mennesker. I byens mange spændende restauranter, spisesteder og cafeer er der altid en god, venlig atmosfære, som naturligt opstår, når folk mødes for at snakke og hygge sig sammen - eller måske for at nyde “Sol over Gudhjem”, som det berømte smørrebrød med røget sild hedder.

Man føler sig velkommen i Gudhjem, hvor byens værter og personale sætter en ære i at præsentere gæsten for et alsidigt spisekort med gode, lokale retter, der er tilberedt af de bedste råvarer.
Oplev på egen hånd nogle af de interessante miljøer. Gudhjem glæder sig til Deres besøg.