|
Gudhjem er en vidunderlig by med mange spændende historier: Historier om bautastenene i skovens dybe stille ro. Historier om Blod Egil for slet ikke at snakke om de underjordiske. Historier om alle de spændende planter som vokser her i Gudhjem og ikke mindst historier om Oluf Høst og hans elskede Bognemark som er motivet i mange af hans malerier. Historier som alle nu har mulighed for at få del i når Gudhjem turistkontor inviterer alle interesserede på tur rundt i Gudhjem. Vandreturen vil præsentere nogle af de specielle træer i Gudhjem: Morbærtræet og Figentræet. Vi vil passere nogle af de spændende butikker og charmerende haver på vej op til Bokul hvor den fantastiske udsigt over Gudhjem kan opleves. Den udsigt som den dag i dag inspirerer så mange kunstnere til at komme til Gudhjem. Den udsigt som i før i tiden var begrænset af de utallige bautasten som også sted på Bokul. Hvorfor stod de der? Og hvad er der blevet af dem? Og betyder Gudhjem virkeligt Gudernes hjem? På vejen gennem Gudhjem plantage passeres den idylliske Gråmyr hvor åkanderne virkeligt er med til at skabe en stemningsfuld kulisse. Bag ved Gudhjem Plantage ligger Bognemark som delvist er bygget af bautasten. Måske var det netop stenenes magi der tiltrak Oluf Høst så meget at gården blev et kært motiv i mange af hans malerier? Tilbage i plantagen passerer vi de gamle mos beklædte bautastene der står og vidner om helt andre tiders tro og holdninger. På den sidste del af turen vil vi passere kaffeslottet og gå gennem Holkadalen tilbage til Gudhjems charmerende gader og spændende butikker. Turen starter fra Gudhjem turistbureau, Åbogade 9, fredagene 24/8, 31/8 samt den 7/9. Turene koster 30 kr. per person Turleder er Thorbjørn Stenholm.
|
|