Tilbage til kalender |
|
Tak til alle aktive gudhjemmere for Haloween (en update og ikke en journalistisk skrevet historie!): Af Erik Willumsgaard Er så lige kommet hjem efter en gyselig aften. Hvor vi først gik langs Sletten over Kirkebakken, mens FULDMÅNEN skinnede ned over og lyste Svanekebugten op, og ned i Gudhjem Downtown, hvor vi på et nydeligt etablisement, 3760, første indtog tapas, tilberedt af afrevne lemmer, serveret med børneblod (tilsat champagne og solbærlikør), derefter en chilli con corpus (dvs. hakkede lig). Så blev vi ført ud af en guide, som i stedet for den obligatoriske paraply bar et afhugget hovede på en stang. Selvom paraplyen kunne have været mere velanbragt, da regnen nu øsede ned, så de stejle stræder var omdannet til brusende floder. Nede ved havnen omme ved Norresân blev vi så (25 mand, kvinder og børn) ført ind i en ussel fiskerhytte og bænket om borde, nødtørftigt oplyst af tællelys og flagermuslygter. Her fortalte én af de lokale krønikeskrivere, Steiner, en lokal historie om en gammel tandløs kælling, som levede et yderst usædeligt liv og som kom slemt af dage og måtte bøde derfor for 452 år siden. Derfra blev vi ført videre ad de stadig flodstrømmende stræder op igennem Holkadalen, mens regnen og blæsten tog til. Op, op, op og op, ind til vi sad oppe under kilen mellem klipperne og Holkabroens sydlige ende, hvor Steiner gav nok en gyser til gode, afbrudt af et hængt, hovedløst lig, som pludselig drattede ned fra broen. Således gennemgyst blev vi ført til Gudhjem Scala, hvor vi kunne få nerverne i ro med en Bloody Mary, med en Tampax Extra som den æstetiske rosin i pølseenden. Afslutningen var splatteren Sleepy Hollow med Johnny Depp, men da Flora og Sophus ikke mente, at den var egnede for deres forældre, gik vi hjem til Sletten under en dramatisk himmel, hvor fuldmånen flimrede under hastigt drivende skyer. Det skal nævnes, at også denne aften var der jævnligt middelaldergøgl af en flok omdrivende børn, der kalder sig Trup Ting Tang, og som trods kulde og regn og vådt tøj og problemer med at holde ild i alle deres fakler, vimpler, tove mv. dukkede op uventede steder og fortsatte deres gøgl med stor entusiasme og humor. Det er imponerende, at en så lille by som Gudhjem gennem en hel uge stabler så gennemført et arrangement på benene, med udsmykning af byen og nye arrangementer hver dag. Tak til alle de aktive gudhjemmere fra Sophus, Flora, Bente og Erik Willumsgaard, Melsted Langgade 45, og København. Med venlig hilsen Erik Willumsgaard Erik Willumsgaard tilføjer
at han har oprettet på en Gudhjem-gruppe på Facebook:
|