Gudhjem er blevet nomineret som årets by i JyllandsPosten.
 

Jyllands-Posten

Grøndalsvej 3
8260 Viby

Gudhjem, den 29. maj 2003

Der er spræl i Gudhjem!! – Årets by

Det kan godt være, at der er langt fra Viby til Gudhjem, men alligevel er vi nogen der med jævne mellemrum læser JyllandsPosten og måske kan der komme flere, såfremt dommerpanelet vælger Gudhjem som Årets By 2003.

Spøg til side. Undertegnede indstiller hermed Gudhjem til Årets By 2003 med følgende begrundelser.:

Liv i Gudhjem - hele året!

Det var det, der satte det hele i gang! Og det er derfor at Gudhjem skal være årets By 2003!

For 3 år siden arrangerede en nydannet gruppe under den lokale borgerforening et fremtidsværksted under mottoet: Liv i Gudhjem – hele året. Der blev leget og spundet tanker. Drømme og visioner fløj igennem luften og alt mundede ud i en såkaldt helhedsorienteret udviklingsplan for vores beskedne by med blot 800 indbyggere. Planen tager udgangspunkt i fokus på livskvalitet.

(Se den vedhæftede udviklingsplan som vi nu – er midt i at realisere!)

Gudhjem Universitet

Med sine 800 indbyggere mener lokalbefolkningen, at byen bør have et universitet. Derfor vil der inden året er omme være indrettet et lokale på første-salen af det lokale bibliotek med 6 arbejdsstationer – direkte på nettet – og adgang til alverdens fjernstudietilbud på universitetsniveau.

Scala Gudhjem

Biograf og kulturhus med 43.000 besøgende i 2002 (svarende til Bornholms befolkning). Biografen præsenterer verdens- og  danmarkspremierer og også smalle film. Biografen ejes af en forening og drives udelukkende af frivillig arbejdskraft. Bestyrelsen og den frivillige stab gør en dyd ud af at skabe særarrangementer, hvor ”ingredienserne” besøg af filminstruktører, mad, dans, musik indgår i  samspil med en film. Der har været afviklet koncerter i biografsalen med navne som Berlevåg Mannskor (optrådte på Roskilde Festival sidste år), Swan Lee, Marie Frank, Allan Olsen, Maria4Bossa og flere er på vej. Desuden er der for tredje år i træk sommerkoncerter i biografens café i juli måned. I år afvikles koncerterne hver tirsdag og onsdag. Igen sker koncerterne i samspil med film, således at der bliver vist film op til hver koncert, som på en eller anden måde har en rød tråd til musikken. Derudover er der i år en rød tråd gennem alle koncerterne, idet alle orkestre har én bornholmer som medlem, mens resten af medlemmerne kommer andre steder fra. Orkestrene er Rysteribs, Peter Thorup og Ole Frimer, Thor Backhausen – Poul Banks – Kristian Jørgensen, Maria Hiort Petersen – Afonso Correa – Bo Stief, Nulle & Verdensorkestret.

Fremtidsværksted for børn og unge

I 2001 blev et fremtidsværksted for børn og unge etableret. Gudhjems børn og unge var selv med til at definere deres behov og ønsker for et godt og kreativt miljø. Ca. 40 børn i samarbejde med forældre afviklede blandt andet sodavandsdiskotek i Svømmehallen, spilledage i Scala Gudhjem, hvor børnene medbragte egne spil og biograflærredet blev brugt til PC spil. Desuden startede et filmværksted op.

Danmarks første børnefilmfestival

I 2001 lavede ca. 30 børn og unge deres første film, som hed ”Som sendt fra himlen”.  Børnene skrev selv manuskript, instruerede, spillede, filmede og redigerede filmen. På sidelinien hjalp forældre til. Filmens premiere blev arrangeret efter alle kunstens regler: Rød løber, gallatøj, uddeling af filmpriser med kommentarer fra filminstruktør Hans Kristensen. I 2002 blev de første tiltag til en egentlig børnefilmfestival realiseret. Station Next fra København deltog med egne film. En filmpris, den gyldne sild, blev uddelt til bedste film af en jury bestående af Hans Kristensen, Lotte Svendsen og Søren Hauch-Fausbøll. I 2003 er en ny film på vej. Manuskriptet er skrevet, rollerne er fordelt og optagelserne er i fuld gang. Filmfestivalen finder sted i august.

Huset

Gudhjem aktivitetshus blev navnet på en ny forening der 1. maj i år har overtaget et tidligere missionshus. Huset skal indrettes primært på de unges betingelser, og rummer allerede filmværkstedets aktiviteter. Der vil blive indrettet øverum for samspil blandt lokale amatørmusikere. Endelig vil huset komme til at rumme netværksscenen (se nedenfor).

Centrum for bornholms kultur

Gudhjem Museem, Oluf Høst Museet er sammen med bl.a. gallerier, Gudhjem Glasrøgeri på havnen, Baltic Sea Glass syd for byen og Bornholms Kunstmuseum ved Helligdommen med til at gøre Gudhjem-området til centrum for kunst og kunsthåndværk på Bornholm.

Høst Museet – Steffen Brandt

I juni 1998 åbnede Oluf Høst Museet i Gudhjem. Dermed fik øens store maler sit eget kunstmuseum, hvor hans kunst kan ses og opleves for sig selv. Museet er indrettet i Oluf Høsts hjem, Norresân (Nørresand). Oluf Høsts sommeratelier huser i dag museets dokumentationsafdeling, hvor man i tekst og billeder kan følge kunstneren og det liv, der udspandt sig i huset. Der er en museumsbutik og en biograf, der viser film om mennesket og kunstneren Oluf Høst.  I den fantastiske klippehave ligger også to børnehuse og museets café, der har udendørs servering. I flere år har det været fast tradition at Steffen Brandt og TV2 giver intim-koncert i starten af juli i museets have. Det sker også i år. Museet besøges årligt af ca. 25.000 gæster.

 

Byfornyelse

Pr. 1. april 2003 fik Gudhjem godkendt et byfornyelsesprogram af Erhvervs- og boligstyrelsen. Byfornyelsesprogrammet omfatter en lang række bymæssige æstetisk forbedrende tiltag (omlægning af veje og parkeringsarealer, mv.), samt socialt fremmende foranstaltninger som f.eks. Badehus for vinterbadere, årlige ”bænke-events”, Ungdomshus og IT-værksted mv. Hele Byfornyelsesprogrammet kan rekvireres hos Bornholms Regionskommune v. arkitekt Gugga Zakariasdottir. Tlf. 56920000.

Kulturkoordinator

Under projektet Helhedsorienteret Byudvikling har et af målene været at koordinere kulturområdet.
Til det formål er en kulturkoordinator hyret én dag om ugen fra 1. oktober 2002 indtil udgangen af 2003. Nogle af arbejdsopgaverne vil være at etablere samarbejde med byens foreninger, museer, gallerier, kunstnere, børn og unge, institutioner, restauranter, hoteller og øvrige erhvervsvirksomheder samt koordinere større kulturelle begivenheder i Scala Gudhjem, som koncerter, filmfestivaler, gallaforestillinger, Bornholms Kulturuge, foredrag m. Kulturkoordinatoren har således stået for aftaler og kontrakter med kunstnerne i den forestående koncertrække i Scala Gudhjem. Der blev desuden etableret et samarbejde med NatFilmfestivalen i marts måned med visning af en højaktuel dokumentarfilm og besøg af filmens arabisk-israelske instruktør, som var en af hovedpersonerne på NatfilmFestivalen. Der arbejdes videre på, at NatfilmFestivalen skal fortsætte i Gudhjem de næste år. En dukketeaterforestilling bliver opført i Scala Gudhjem, som led i en stor international dukketeaterfestival i juli måned på Bornholm. Bornholms Kulturuge har i september lagt en koncert i Scala Gudhjem med nogle af Danmarks bedste sangskrivere (sidste år var det Allan Olsen og Marie Frank). Flere store begivenheder, som helt sikkert vil sætte Gudhjem på Danmarkskortet, er under planlægning og vil blive afviklet i 2003 men kan endnu ikke offentliggøres. Endelig fungerer kulturkoordinatoren som kontaktperson, når STRAX redaktionen på  Danmarks Radio sender direkte fra Gudhjem fra den 16. juni-20 juni.

En af kulturkoordinatorens opgaver er desuden at formidle byens aktiviteter til borgerne og pressen. m. fl. Kulturkoordinatoren har derfor været med til at udvikle Gudhjems hjemmeside og har et tæt samarbejde med webmasteren i forbindelse med aktivitetskalenderen. Lige nu er kulturkoordinatoren i gang med at udarbejde en flyer, som skal indeholde en oversigt over samtlige koncerter i hele Gudhjem og som selvfølgelig skal overføres til Gudhjems hjemmeside.

Sol over Gudhjem

Hvilken by kan prale af at have en ret opkaldt efter sig? Gudhjem kan. ’Sol over Gudhjem’ – røget sild med æggeblomme, radiser og purløg – og ’torsk med Gudhjemma dyppa’. Begge  retter kan naturligvis nydes på flere at Gudhjems restauranter.

Nordisk netværksteater scene

Skuespilleren Helene Høm, født og opvokset i Gudhjem, opfører i juli måned 2003 forestillingen ”Hvid Cabaret” udendørs i Holkadalen i Gudhjem. ”Hvid Cabaret” er tænkt som et ”pilotprojekt” for en kommende skandinavisk netværksscene i Gudhjem i sommermånederne. Tanken er, at trække kunstneriske ressourcer  til øen, og skabe nye og anderledes teateroplevelser på et professionelt niveau for et publikum af både lokale og turister.

Syv forskellige yngre scenekunstnere fra Skandinavien mødes i juli i Gudhjem. De har alle på forhånd læst et fælles materiale og gjort sig tanker og ideer omkring, hvordan dette kunne omsættes til en teaterforestilling. De bor sammen i byen i 2 uger og arbejder intensivt indtil projektet på 11. dagen har premiere på forestillingen ”Hvid Cabaret” som spilles 3 aftener.  

Konferencecenter trods alle odds

Gudhjems nyrenoverede biograf kan anvendes til andet end film. Ved at skabe et tæt samarbejde mellem den lokale turist- og erhvervsforening ASTE, de mange små-hoteller og restauranter, samt Scala Gudhjem er det lykkes at sælge ideen om at Gudhjem samlet kan agere som konferencemiljø. Der findes ikke ét hotel i byen, der vil kunne rumme en konference med bare 25-30 deltagere. Men biografsalen har vist sig at være et glimrende ”auditorium” og ved en koordineret indsat er det netop lykkedes at tiltrække den første større professionelle konference. Risø vil sammen med et søsterinstitut i Tyskland afholde en stor Østersø-konference i dagene 24. –28. maj 2004 i Gudhjem!

Se http://www.gkss.de/baltex/baltex_frame_builder.html

Madmekka

Gudhjem råder over ikke mindre end 12-13 spisesteder som repræsenterer et bredt sortiment. To af restauranterne har opnået status som hørende under ’Regionale Madkultur’, hvilket betyder at restauranterne bestræber sig på at benytte udelukkende bornholmske råvarer og specialiteter. En stor del af restauranterne har kun åbent om sommeren, men flere arbejder ihærdigt på at udvide sæsonen og det hænger nøje sammen med den såkaldte helhedsorienterede byudviklingsplan. Flere af byens restauranter har haft et samarbejde med Scala Gudhjem og kulturkoordinatoren i forbindelse med premierer, foredrag, dans og mindre konferencer. Typisk har man samarbejdet omkring ’totaloplevelser’ – altså flere tilbud samme dag i Gudhjem – som har trukket rigtig mange besøgende fra hele øen.

 

Flådeselskabet Atlanten

For et par år siden førte en lidt tilfældig sammenkomst til en idé om, at der skulle bygges en tømmerflåde, som skulle forankres 50 m fra Atlanten (en ca. 3 m bred sandstrand ved Nørresand Havn i Gudhjem) og i ly af en beskyttende ydermole. 10-12 familier ”skramlede sammen” om indkøb af materialer for 5.000 kr. og byggede flåden i løbet af en weekend. Det udviklede sig til yderligere aktiviteter, bl.a. igangsætning af en optimistjollesejlads, og senest dannelse af ”Flådeselskabet Atlanten”. En lokal forening der har til formål at bevare og udvikle kystkulturen omkring Nørresand havn. Foreningens nu ca. 50 medlemmer har bygget sig et fantastisk hyggeligt lille klubhus på kajen, der kan anvendes sommer såvel som vinter pga. indbygget brændeovn.

 

Børnehave i Middelaldercenter

Gudhjem Børnehave er en naturbørnehave, som benytter sig af den fantastiske og særegne natur lige udenfor døren. Børnehavens mål er bl.a. empati – indføling og fordybelse. Gennem mange timers ophold i naturen i og omkring Gudhjem er det børnehavens mål at børnene med sanserne

åbne vil erindre og passe på denne dejlige plet. En af pædagogerne har skrevet følgende digt:

En lille grusstrand på Nørresand
Du kaldes i Gudhjem »Atlanten«.
Vi hopper og sopper og gør hvad vi kan,
for at finde de blå diamanter.

Et Bokulbjerg en klippeknold
med våde rutsjebaner
vi gemmer os, og ser en trold
der griner, og vi aner
at blåbær trædes fint på strå
i bølget bunke, himmel blå
en masse røde tage
en hemmelig gynge kender vi,
et væltet træ, en hule
en masse lyng , en dejlig top,
en sang fra børn og fugle

I forbindelse med sammenlægningen af Bornholms kommuner til én Regionskommune har børnehaven fået pålagt flere børn. Dette ”problem” har man løst ved at indgå et samarbejde fra maj måned 2003 med det nærliggende Bornholms Middelaldercenter, hvor Gudhjem Børnehave har fået en ”satellit” til stor glæde og udfordring for børn og voksne.

Gudhjem Huset

Gudhjem Huset er et fritidshus, som hovedsageligt huser pensionistforeningen, Aktive Kvinder, Foreningen for lokalhistorie, Bridgeklubben, Gudhjem revyen, dagplejemødrene, mødregrupper og mange flere. Et særdeles aktivt hus hvor det kan være svært at finde ledig plads til flere aktiviteter.

 

Bornholms bedste softice

Fra nær og fjern drager bornholmerne til ’Gudhjem Special’ på Gudhjem havn for at nyde bornholms bedste softice. ’Gudhjem Special’ står desuden for det traditionelle motionsløb i juni måned, soft-ice løbet, hvor løbere fra bornholm og det øvrige danmark deltager.

Gudhjem Museum  (Selv de med størst livserfaring er der spræl i! – Andre kalder dem ældre…)

En stor flok frivillige – især i den modne alder, sørger for at holde gang i Gudhjem Kunstmuseum. Museet har base i den gamle fredede togstationsbygning, samt en ny flot indpasset udstillingsbygning, samt tilhørende magasin. Det årlige besøgstal ligger på ca. 6-8.000.

Et nyt initiativ ”Holkahesten” giver nulevende aktive bornholmske kunstnere mulighed for én gang årligt at udstille udvalgte værker i meget flotte omgivelser.

Svømmehal

I aug. 1999 gik Gudhjem Svømmehal konkurs og lukkede. Realkredit Dk truede med at jævne bygningen med jorden. Man agtede ikke at eftergive gælden – var bange for at skabe præcedens overfor andre idrætshaller med ondt i økonomien. En lokal pengeindsamling indbragte knap 200.000 kr. – Sparekassen Bornholms Fond indfriende en nedforhandlet gæld og hallen kunne genåbnes få måneder efter. Siden har hallen økonomisk løbet rundt og der er skabt tillid til dens fortsatte drift. Ca. 1.200 personer benytter ugentlig svømmehallen i vinterhalvåret.

Årets hit 2003: Vand-aerobic. Det startede lidt for sjov – med et enkelt forsøgshold for et år siden. I vintersæsonen har der været 4 fuldt bookede vand-aerobic-hold i Gudhjem svømmehal.

To velfungerende dagligvarebutikker

Til trods for ”kun” 800 indbyggere råder Gudhjem over to vel assorterede dagligvarebutikker: Super Spar og DagligBrugsen. Byens befolkning er trofaste over for deres handelsdrivende, hvilket er medvirkende til at butikkerne kan holde åbent hele året rundt.

GudhjemPosten og www.Gudhjem.nu

Formidling af de nye aktiviteter startede som en lille lokalt blad: ”GudhjemPosten”.

For mange aktive lokalsamfund virker det som om, at det at etablere en hjemmeside er noget af det nemmeste. De fleste har en eller anden ”nørd” der næsten ikke har kunnet lade være med at lave en sådan. I Gudhjem var vi desværre ikke i stand til at opdrive denne lokale ”nørd”. Men en dag var den der alligevel. En nyligt tilflyttet polsk kvinde viste sig at være genial til formidling. Jolanta Kligert påtog sig aldeles frivilligt og ulønnet den kæmpeopgave, at udvikle www.gudhjem.nu
Hjemmesiden er meget ny og ikke helt kørt ind endnu, men godt på vej. Fra hjemmesiden kan man downloade Gudhjemposten, der i øvrigt nu primært distribueres via e-mail.

Dette og meget mere er vores bud på årets by Gudhjem – en by med masser af spræl!

Med venlig hilsen

Hans Jørgen Jensen                                                                              Lene Koefoed

Grevens Dal 17                                                                                    Skramman 5

3760 Gudhjem                                                                                     3760 Gudhjem

tlf: 56 48 54 65                                                                                     tlf: 56 48 48 78

e-mail: blochjensen@gudhjem.nu                                                  e-mail: nyko@post8.tele.dk

 

 

 

 Gudhjem var tæt på at blive årets by.

JyllandsPosten har idag offentliggjort Årets by 2003. Det blev Herning. Men Gudhjem var tæt på. Med i opløbet var 5 byer - heriblandt Gudhjem. Ialt 86 byer var nominerede, så det må jo siges, at være flot at være med i opløbet.
Det er læserne, som har skullet indsende deres bud på en by. I år var "temaet" En by med spræl i. Hans Jørgen Jensen og undertegnede satte os ned og skrev vores oplæg og Gudhjem blev nomineret - og kom endda tæt på.

·  Chefredaktør Carsten Juste
Offentliggjort 21. juni 2003 22:30  /  Opdateret 22. juni 2003 22:19

Herning kåret som Årets By

Det bliver Herning, hedens hovedstad, der i år løber med titlen som Årets by. Det besluttede et enigt dommerpanel efter næsten halvanden times votering.


Dommerpanelet bestod af Tivoli-direktør Lars Liebst (til venstre), Jyllands-Postens ansvarhavende chefredaktør, Carsten Juste, direktør i Herning Messecenter Georg Sørensen, planetarieleder Ole J. Knudsen, Steno Museet, direktør i Investerings-foreningen Banco Kirsten Fjord og formanden, indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Med i panelet var også LEGO-direktør Poul Plougmann. Foto: Steen Wrem

 

Det var svært for dommerpanelet, og så alligevel ikke. Karakteristikken for Årets by 2003 skulle være en by med spræl i, en by der tør, der har højt til loftet og hvor der tænkes i nye baner. Men selv om der var 86 kandidater et vælge imellem og selv om der gik næsten halvanden time, før den endelige beslutning var truffet, kunne alle rundt om bordet nikkende tilslutte sig årets vinder. Herning, hedens hovedstad, messe- og kulturby med et blomstrende erhvervsliv. Der var ligesom ikke så meget at argumentere imod.

»Herning er en by, der har skabt sig selv. Den ligger helt ude på heden, men har alligevel formået at skabe et fantastisk dynamisk erhvervsliv. Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en by med spræl i,« sagde dommerpanelets formand, indenrigs- og sundhedsminister, Lars Løkke Rasmussen (V).

Siden fristen for nomineringer udløb fredag den 30. maj, har dommerpanelet været på en vanskelig opgave. De syv dommere har læst sig igennem sidelange nomineringer fra læsere og erhvervsfolk over hele landet med argumenter for, hvorfor netop deres by - som den 38. i rækken - burde smykkes med titlen som Årets by og 80.000 kroner. Argumenterne var mange og vidtfavnende. Visionære projekter, boliggaranti, alternative festivaler og softiceløb. Spørgsmålet var bare, hvad der var mest spræl i.

Skulle der vurderes ud fra, hvor meget byerne allerede havde gennemført, eller hvor meget de var i gang med at realisere? Hvad med de store ambitioner, der nok var der, men endnu ikke indfriet?

Kultur fra neden

Ole J. Knudsen, planetarieleder på Steno Museet mente, at der måtte lægges vægt på tiltag, der gror op sig selv.

»At kulturen kan gro frem nedefra og også gør det, er udtryk for, at der er højt til loftet. Men der er mange byer, der tænker i nye baner, laver festivaler osv. det er der ikke noget nyt i. Jeg synes, vi skal finde en med særligt spræl.«

»Men det har også meget med rammerne at gøre,« mente direktøren for Herning Messecenter, Georg Sørensen.

Ligger byen eksempelvis i trekantområdet eller afsondret fra trafiknettets hovedpulsåre. Og er det ikke vanskeligere for en lille by at gøre sig bemærket i forhold til en stor?

Kirsten Fjord, der er direktør for Investringsforeningen Banco pointerede, at rammerne ikke er skabt ud af den blå luft, men ofte gennem hårdt arbejde.

Så langt så godt. Der måtte tages hensyn til de små byer, men ikke nødvendigvis "ufordelagtige placeringer."

Vildbjerg, Fredericia, Esbjerg, Frederikshavn og Gudhjem. Fem byer var med i opløbet som dommerpanelets førsteprioriteter.

»Jo mere jeg læser på Esbjerg, jo mere opsat bliver jeg på den. Byen formår med selvhjælp at komme videre. Det er en by, der på mange måder har haft visse odds imod sig,« sagde Tivolis administrerende direktør Lars Liebst.

Men nej. Ingen af de fem fandt vej til den endelige kåring.

 

Tidligere vindere

Fredericia og Esbjerg var årets byer i 1996 og 1997 og dommerpanelet mente, at der skulle være plads til andre. Men de resterende tre på listen fandt ikke stor opbakning.

Efter en kort tænkepause slog Lars Løkke Rasmussen fast, at det jo ikke behøvede at være en af deres førsteprioriteter, for det væsentlige var, at alle kunne tilslutte sig.

»Hvis jeg ikke har været i Herning i lang tid, slår det mig altid, hvor meget, der er sket,« sagde Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste.

Et udsagn, der affødte medgivende nik rundt om bordet.

»Spørgsmålet er, om det er nogen, der skal have et løft, eller nogen, der virkelig har kæmpet,« mente Kirsten Fjord.

At det skulle være en flidspræmie frem for en trøstepræmie var der dårligt diskussion om. Og så var det, at Herning var kåret, næsten før byen rigtig kom på bordet.

»Jeg mener, at vi skal præmiere de mange mange aktiviteter, som igennem mange år er vokset frem og som har vist sig at kunne holde. Der er mange ildsjæle, og når de dør ud, er der andre, der tager over,« sagde Lars Liebst.

»Ender vi der?« ville Lars Løkke Rasmussen vide. Nikken.

»Godt, så bliver det Herning. Det kan jeg fint tilslutte mig, for det er en by med vedvarende ambitioner om at udvikle sig. Det er en by, der har ambitioner, sætter ting i værk og ikke mindst fuldfører dem.«

Karakteristikken kan Hernings borgmester, Lars Krarup (V), godt genkende. Alligevel blev han overrasket, da han fik beskeden over telefon.

»Det er jeg meget meget glad for. Det er et kæmpe, kæmpe skulderklap til både kommune, erhvervsliv og vores kultur og fritidsinstitutioner. Det betyder utroligt meget for mig. Jeg er selvfølgelig overrasket, for jeg har også set den lange liste af byer, der var indstillet og jeg kunne ikke forestille mig, at det har været et nemt valg. Jeg synes naturligvis, at Herning er årets by, men der sidder med garanti borgmestre i alle byer rundt omkring i Danmark, der mener det samme om deres by,« sagde Lars Krarup.

Alligevel var han glad for, at Herning fik prisen netop i år.

»Der er utrolig meget gang i Herning lige nu. Jeg synes at det er et rigtig godt tidspunkt, at vi får den på. Det er nu, man kan se, at der er sat gang i nogle helt centrale ting.«

mette.hovmand@jp.dk


Dommerne er:

·  Indenrigs- og sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen

·  Planetarieleder Ole J. Knudsen

·  Adm. direktør Lars Liebst

·  Direktør Georg Sørensen

·  Direktør Kirsten Fjord

·  Viceadministrerende direktør Poul Plougmann